• Folketingsformand kalder det uacceptabelt at spærre indgang til Christiansborg

    Source: BDK Borsnyt / 19 Jun 2024 08:43:39   America/Chicago

    Det er uacceptabelt, at hovedindgangen til Christiansborg blev spærret af demonstranter onsdag morgen. Det mener Søren Gade (V), der er formand for Folketinget. - Det er aldeles uacceptabelt og hører ikke hjemme i et demokrati som det danske, siger han i en skriftlig kommentar. En gruppe propalæstinensiske demonstranter stod onsdag morgen bag en blokade af hovedindgangen til Christiansborg. Det varede omkring en time, før demonstranterne blev fjernet fra hovedtrappen igen. Demonstrationen var ikke lovligt anmeldt. I mellemtiden kunne politikere, embedsfolk, journalister og andre ikke komme ind ad hovedindgangen på Christiansborg. - Det er helt grundlæggende for vores demokrati, at medlemmer af Folketinget kan møde ind på Christiansborg og passe det hverv, som vælgerne har valgt dem til. - Derfor er der heller ikke nogen sag, der kan retfærdiggøre, at man vælger at blokere hovedindgangen til Folketinget, siger Søren Gade. I et opslag på det sociale medie X oplyser Københavns Politi, at 27 personer er blevet frihedsberøvet og er "kørt væk", da "de ikke ville følge politiets anvisninger". /ritzau/ https://www.berlingske.dk/politik/folketingsformand-kalder-det-uacceptabelt-at-spaerre-indgang-til
Share on,